Peter Martensen

I forlængelse af de interviews, som kurator Merete Sanderhoff lavede med udstillingens kunstnere i 2009, sagde Martin Bigum, Peter Martensen og Ulrik Møller ja til at uddybe samtalerne ved at besvare nogle spørgsmål over mail. Peter Martensens besvarelse kan læses her.

 

 

Arbejdsproces: Hvordan opstår en idé til et nyt maleri? Bliver den tænkt eller malet frem?  

Overordnet set arbejder jeg ud fra nogle regler, eller begrænsninger, jeg stiller op for mig selv. F.eks. tanken om at arbejde med ‘neutralitet’ i forholdet til farven, dvs undgå farvernes mange konnotationer, deres associative indvirkninger på billedstoffet. Tanken om neutralitet I forholdet til mennesket som enkeltindivid og subjekt, reduceret til et billedelement, renset for personlighed. Tanken om ‘lige gyldighed’ for alle elementer i billedet, dvs ikke hierakisk komposition, hvor hver del af billedet har samme værdi.

Sådanne greb har jeg ofte anvendt ud fra ideen om, at minimering, begrænsning og neutralitet brugt som filter i maleprocessen giver mig større frihed til at holde fokus på maleriets formelle opbygning, men det har samtidig den virkning, at jeg bevidst snyder mig selv, så jeg ved ikke at investere følelsesmæssigt i mine motiver, netop får følelsen med – på en bagvendt, akavet måde. Jeg oplever en større klarhed og frihed ved at arbejde sådan, og føler, det ubevidste stof i værkerne fremstår mere organisk og ‘sandt’ på den måde.  

Hvad angår arbejdet med det enkelte værk er det sådan, at jeg ofte arbejder tematiski en periode over et bestemt emne, og de enkelte værker bliver derfor til som delværker af en serie. Det er sådan, jeg bedst fordyber mig, ved at afprøve forskellige tilgange til temaet i en periode. Der er en eller anden lovmæssighed på færde, der, når et tema er gennemspillet, giver lyst og trang til at gå videre, men først når jeg er fuldstændigt igennem det. Ideen til en billedserie er ofte affødt af den foregående.  

Umiddelbart kan jeg ikke sige præcist hvordan ideerne til de enkelte billeder opstår. Og de er substantielt ikke af verbal natur, men er mere en slags biprodukter af flere modsatrettede visuelle processer, der finder sted –  indre billeder, der pludselig dukker op og vil ud, billeder fra omverdenen der trænger sig på, enten i form af direkte ‘ubehandlede’ billeder, eller mere bearbejdede billeder som fotos, film tv der kalder på min opmærksomhed. Der foregår en destillering, en mental bearbejdningaf de billeder, jeg løbende udvælger og har i kog, så at sige. 

Stoffet til de ideer jeg får, stammer fra de to strømme af billedindputs, en ‘varm’ og en ‘kold’ strøm. De indre og de ydre billeder.

De indre billeder kommer i glimt, sommetider næsten færdige, og de kan være affødt af noget, jeg har hørt, eller noget der bare dukker op uden forklaring.

De ydre billeder er fotos jeg ser i avisen, på tv, eller blot på gaden, som påvirker mig og fænger mig af en eller anden grund. En række værker er malet frem ud fra en indskydelse, der først er vokset som ide under selve maleprocessen.

Lige så mange er malet med et billedforlæg, hvor maleprocessen handler om at nedtone, modificere neutralisere eller forstærke motivet jeg har foran mig. I mange tilfælde har jeg mixet flere billeder sammen og skabt en helhed ud af meget forskellige billeddele, det kan enten være forskellige fotos eller indre billeder. 

Så når du spørger, om ideen til et nyt maleri er tænkt eller malet frem, må jeg svare begge dele, fordi meget af stoffet i mine billeder er tænkt på forhånd, men næsten ligeså meget er opstået på lærredet direkte under maleprocessen.   

 

Hvad er dine kriterier for, hvornår et maleri er færdigt? 

Jeg arbejder altid med tanken om ’det organiske’, forstået på den måde, at det er vigtigt, at maleriet ‘lever’ – både som malerisk stof –men også billedstofligt, dvs. motivets evne til at generere nye associationer i samklang med titlen, som kan være en stor del af værkets dynamik. Jeg arbejder ud fra tanken om to parametre hvad angår maleriets status som ‘færdigt’.

At motivet fungerer både som komposition og som materiale, stof, forstået på den måde, at der er en ’skønhed’ til stede, og organisk bevægelse, eller sagt mere præcist: En naturlighed i fremstillingen.

Jeg ønsker aldrig kun at gøre maleriet til ‘et vindue’, således at overfladen forsvinder.Stoffet, lærredet, strukturen, penselstrøgene er lige så vigtige som motivets fremtræden. Alligevel opfatter jeg maleriet som en projektionsflade, som en verden, hvor farve og figuration bliver et, men også kan opfattes som adskilte størrelser, hvis man vil det.

Jeg arbejder frem mod en følelse af ‘mættethed’ og intensitet. Disse to parametre modarbejder ofte hinanden. Jo mere mættet billedet bliver (både i indhold og farve)jo tungere risikerer det at blive – og omvendt kan den største intensitet ligge i lette strøg af farve der ligger helt præcist. Ideelt set ville jeg helst kunne male hele billedet direkte al’ prima, dvs vådt i vådt i et hug, men da min koncentration og tilstedeværelse kun meget sjældent rækker til sådan en tour de force, må jeg ofte arbejde mere i lag, men det er kun af nød – ikke af lyst.

Arbejdet med at strukturere værket handler om at frasortere og frasortere. Udeladelse på udeladelse. Indtil kun det nødvendige er tilbage. ‘Tilstedeværelse’ er et af de kriterier jeg benytter mig af, når jeg skal vurdere, om et billede er færdigt.  

Om jeg kan mærke det i maven, når jeg ser det.

Maleprocessen er ikke spor lineær fra start til slut. Den er fuld af indskydelser, sejre, tilbageslag, og nye triumfer, indtil det øjeblik, hvor jeg mærker, at hvert nyt strøg eller hver ny ændring kun gør billedet dårligere. Kunsten består i at stoppe, netop før det sker.

Mine overordnede regler for arbejdsprocessen bruger jeg kun i den udstrækning, jeg kan mærke, det befordrer et bedre resultat. Det er min lyst, eller trang, der afgør hvad jeg maler. Derfor har jeg ingen problemer med at bryde reglerne, hvis ikke de passer mig på et givent tidspunkt. Jeg har på det seneste malet flere billeder med en udvidet palet, simpelthen fordi værket krævede det.

Det er vigtigt for mig, at der er en ‘stemning’ i billedet. Atmosfære. Det er ikke muligt for mig at opleve og blive inspireret under arbejdet uden dette element.

Givetvis fordi jeg ser maleriet som et erindringsmedium. Som stedet, hvor jeg genkalder mig oplevelser, eller drømmer dem.   

 

Motivation: Hvad er din drivkraft for at arbejde med maleriet? 

Primært en fascination af godt maleri – sådan begyndte det for mig, og sådan har jeg det stadig. Maleriet er ikke, og bliver aldrig outdated. Det skyldes, at der er så uendeligt meget på spil, hvis man tager det alvorligt på den sjove måde.

Jeg sammenligner maleriet med et musikinstrument, hvor jeg arbejder med toner, klange og rytmer. Man ville vel heller aldrig sige, at en guitar eller en violin havde udtømt sine muligheder!

I mine monokrome billeder har jeg arbejdet meget med det rytmiske og det tonale. Motivet har ofte været et påskud for at kunne arbejde med disse ting. Det er den visuelt-æstetiske side af sagen.

Den allervigtigste drivkraft i mit arbejde er selvfølgelig en trang til at udtrykke mine syner og oplevelser af billeder, der rammer mig. Og det bæres af en følelse af magi i forhold til mediet. Jeg oplever maleriet som magisk, når det lykkes. Ofte maler jeg næsten som når jeg drømmer. Jeg spørger ikke mig selv, hvorfor motivet nu skal være sådan - jeg maler det bare. Men jeg forlanger også selv at blive grebet af det endelige værk. Og det er nødvendigt for mig at have følelsen af, at jeg afdækker noget usigeligt, at min permanente følelse af, at alt er fuldstændigt ubegribeligt overordnet set, gøres levende i billedet. Da jeg nu selv oplever selv de mest banale ting og hændelser som voldsomt ubegribelige dybest set, kan det måske være svært for andre at følge mig hele vejen, men fascination og undren er helt klart min stærkeste drivkraft.

Denne følelse af ’mystik’ kan dog være en stor hæmsko for mig under arbejdet også, for der er intet mystisk ved maleri som arbejdsproces, overhovedet. Man skal være helt klar og konkret. Maleri er en praksis, der kræver det største nærvær, og den mest uimponerede tilgang som muligt. Mit arbejde består i at rumme disse to yderpunkter og mestre dem, så der kommer et værk ud af det, der er et sammenhængende udsagn.  

 

Nævn de afgørende inspirationskilder til dit kunstneriske arbejde, gerne i alle dets facetter – både maleriet og evt. andre udtryksformer du benytter.  

Som ganske ung så jeg Svend Wiig-Hansens monumentale menneskemalerier, og blev stærkt grebet af udtrykskraften og den rå farvefølelse i værkerne. Jeg oplevede en frihed, nærhed og vildskab, og også en samtidighed, jeg ikke havde set før i  dansk figurativt maleri. J.F. Willumsen havde inden da været et af mine store forbilleder.

Willumsens malerier kendte jeg og var meget fortrolig med allerede fra min gymnasietid, fordi hans maleri strømmede over af en følelse, jeg kendte fra mig selv. Jeg vil beskrive det som en stærk eksistentiel oplevelse, der finder et ultimativt udtryk.

Mine første år som maler var næret af bl.a. disse to danske kunstnere.Da jeg opdagede Francis Bacon i starten af 70erne, var det stærke eksistentielle udtryk her i en endnu mere destilleret form, og  hans oeuvre fungerede i årene efter som en værdifuld målestok for mig.

Disse kunstnere betragter jeg sammen med Caravaggio, Velasquez og Goya som de største helte i min ungdom, og deres værker var medvirkende til, at jeg fik inspiration og lyst til selv at blive maler, og skabe værker, der vækker undren, tilstedeværelse  og refleksion. 

Hvis jeg skal beskrive mine inspirationskilder idag, er det film og fotos, oplevelser i hverdagen, drømme og indre forestillinger.  

Mine videoer har fungeret som skitsebøger for mig, og har genereret meget stof til nye malerier. Sjovt nok er mine videoer inspireret af mine malerier, så der foregår altså en frugtbar udveksling imellem de to  udtryksmåder.

Også mange samtidskunstnere har inspireret mig, og gør det stadig. Bl.a. malerne Gerhard Richter, Luc Tuymans, Neo Rauch, Mark Tansey og Lucian Freud, og videokunstnerne Bill Viola, Gary Hill og Shirin Neshat.  

Jeg har en svaghed for dårlige, gamle fotos – det er muligvis på grund af distancen, uskarpheden, og dermed friheden til fortolkning. Fotos fra Nürnbergprocessen efter 2. verdenskrig inspirerede mig i en periode til en række malerier, der er blevet til på følelsen af lige dele rædsel og fortrængning. Jeg er født 8 år efter 2. verdenskrigs afslutning, og har ikke haft krigen på nært hold, det tætteste jeg kan komme det er, at min far var udstationeret i Tyskland som dansk befalingsmand lige efter krigen.  

Men de lidt slørede fotos fra retshandlingerne med nazi krigsforbryderne der sad på rad og række, både som tilskuere og som hovedrolleindehavere i retssagen, gjorde et voldsomt indtryk på mig. De ubegribelige og uhyrlige forbrydelser, de sad anklaget for stod i skærende kontrast til deres fremtoning her på anklagebænken, neutrale i jakkesæt og slips – som anklagere og dommere. Jeg malede en serie billeder hvor individualiteten blev sløret, således at billedet spørger, om forskellen mellem anklagere og tiltalte er så stor, som man formoder. Og om det uhyrlige der er foregået, er noget der kan foregå alle steder til alle tider under ganske bestemte omstændigheder - om det er enkeltpersoner, der er forbryderne, eller om det i virkeligheden er et ’system’ der får sådanne handlingsmønstre frem i de personer, som er involverede?

Dette at arbejde med så belastet historisk materiale var interessant for mig malerisk, fordi motivet er tungt, både historisk og følelsesmæssigt. 

Da jeg i samme periode arbejdede næsten dogmeagtigt med ’multiplikationsbilleder’ hvor tanken var at male ’neutralt’, dvs ikke investere følelser i mine motiver, blev disse Nürnbergbilleder en ny måde som et formelt greb at arbejde med neutralitet på. 

Min egen erfaring med at arbejde ud fra stærke følelser i maleriet er sådan, at jeg må opstille nogle regler for ikke at miste forbindelsen til det formelle i billedet. Emotionelt stof bliver meget let dårlig kunst. Når følelserne løber af med en mister man overblikket og kan ikke lave gode billeder, det er min erfaring.   

Nürnbergbillederne var en udfordring, og her kunne tanken om at male neutralt blive afprøvet, samtidig med at jeg havde følelser involveret.

  

Dit forhold til maleriets tradition: Er traditionen en byrde eller en gave? Hvorfor? Og hvorfor blomstrer maleriet i disse år? 

Alle de bedste værker der er skabt gennem århundrederne, som vi i dag kan se i samlinger på museer er en skatkiste, der afspejler stort vovemod, vildskab, opfindsomhed og vandvid. Mange af de bedste værker er skabt imod samtidens gode smag og ofte i trods mod institutionerne. Kunstens mange brud med traditionen gennem de sidste 150 år er selv gået hen og blevet tradition, så hvis man skal komme med et bud på maleriets genopblomstring, må det være, at kunsten ikke kun næres og slibes til i bruddet med traditionen, men også har en indre drift – et kaos, der ikke lader sig martre af de kunstteoretiske bestemmelser, og vedtagne dogmer, men simpelthen er kendetegnet ved en frihed fra disse, og bunder i en fundamental lyst til at gøre billeder i et materiale. Det er rigtigt, at det virker som om vi er endt i en blindgyde med maleriet overordnet set, og det skyldes efter min mening at man fokuserer på tanken om dekonstruktion i malerkunsten i løbet af det 19. og 20. århundrede. En helt nødvendig og interessant ’åbning’ af maleriets felt, men ikke nødvendigvis den eneste vej at gå. Det fortællende element i maleriet har et potentiale som slet ikke er udtømt.

Maleriet kan ses som et instrument, og det er som bekendt populært at spille på – som en guitar. Det er let at forholde sig til umiddelbart, men det virkeligt udfordrende er at spille så det lyder nyt og anderledes. Man arbejder på et meget betrådt område som maler i dag. Og hvis man ikke er sig det bevidst, får vi frygtelige resultater ud af det. Men er man alt for bevidst om det, kan det også gå helt galt.

Der er kun en vej: Man skal kende sine lus på gangen og slappe helt af...dvs male med stor passion og viden. En maler som Van Gogh er en stor inspiration for mig.

En mere passioneret maler skal man lede længe efter – han maler så inderligt og overbevisende på trods af alle odds og tror så stærkt på maleriets potentiale. Hans tanker om at give farven optimal udtrykskraft førte han ud i livet, mens hans eget liv blev malet ind i denne proces. På den måde forener han det eksistentielle med det malerisk innovative.    

 

Intervention: Hvis du møder et menneske, der ikke kender noget til kunst, og vil åbne en dør for vedkommende, hvilke tre kunstnere/værker vil du så pege på?

Kunstnere: Van Gogh, Matisse, Gerhard Richter,  Værker: Jeg KAN ikke nøjes med tre…Velasquez’ Las Meninas - Manets Olympia – Picassos Guernica – Bill Viola’s Going forth by day  

 

Nævn tre væsentlige kunstmuseer/samlinger/haller i verden, og begrund det.  

Hamburger Bahnhof Berlin, (en udsøgt samling af ny europæisk og Nordamerikansk kunst) Prado Museet, Madrid, (De allerbedste billeder af Goya, Velazquez, Tizian, Rubens, og mange flere) og Moma New York (Et bredt udsnit af det bedste i amerikansk og europæisk kunst fra de sidste 150 år)

Ellers vil jeg også fremhæve vores eget Glyptoteket, der spænder MEGET vidt, med sin fine etruskersamling, grækerne, egypterne, den fornemme samling af impressionister og dansk guldalderkunst  

 

Fremtiden: Hvad forventer du af og om kunsten i fremtiden?  

Jeg forventer, at billedkunsten hele tiden genopstår, på samme måde som alt hele tiden genopstår via de nye generationer af nye bevidste og begavede kunstnere.

Alting er i bevægelse, og kunsten skal forny sig (indefra)...Udvendige demonstrationer er ikke nok.

Kunsten skal også hele tiden redefinere sig selv, og bevare sin nysgerrighed.Den må gerne interagere og overskride grænser, blot ikke myrde eller fornedre.Kunsten skal hævde sin frihed til at eksperimentere i et samspil med de sociale og politiske realiteter, således at kunstens frirum inddrager en sin egen proces i den omkringværende rationelt funderede verden. Kunstens evne til at få os til at se på verden med andre øjne er helt vital og helt uundværlig. Kunstens evne til at spejle og udstille magten vil sandsynligvis heller aldrig forsvinde – og således vil der til stadighed kanoniseres store tomme buldrende tønder blandt grupper af pr-bevidste strategisk orienterede kunstnere, der perfekt reflekterer og spejler den substansløse begærlighed hos de samlere eller kuratorer,der opererer i feltet mellem sensation og prestige. Der sker heldigvis sideløbende hermed (som altid) en ligeså aktiv udveksling mellem dybt engagerede og ydmyge kunstnere og kunst og museumsfolk, der har blik for det uprætentiøse, og således vil den gode kunst altid overleve alligevel, selvom den går stille med dørene. (hermed være ikke sagt, at god kunst ikke kan være højtråbende!)

Alt i alt forventer jeg bare at kunsten må bevare sin nerve – og det kræver ofte store krumspring, så mon ikke også det så nok skal gå...?  

 

Peter Martensen, nov. 2009           

                         

 

Peter Martensen: The Test, 2007.

Olie på lærred, 60 x 80 cm. (udsnit)

Privateje