Martin Bigum

I forlængelse af de interviews, som kurator Merete Sanderhoff lavede med udstillingens kunstnere i 2009, sagde Martin Bigum, Peter Martensen og Ulrik Møller ja til at uddybe samtalerne ved at besvare 5 spørgsmål over mail. Martin Bigums besvarelse kan læses her.

 

 

1) Arbejdsproces: Hvordan opstår en idé til et nyt maleri? Bliver den tænkt eller malet frem? Hvad er dine kriterier for, hvornår et maleri er færdigt?     

Idéen til et nyt maleri kommer pludselig ind fra højre. Det opstår for det indre blik. Det skal gå hurtigt med at få nedtegnet den vision, som et maleri jo vitterlig er.       

Ingen af de malerier der er med på denne udstilling har jeg siddet og tænkt frem; de er skitseret, og siden malet, frem, som følge af et "indre billede". Nogle gange kan jeg bagefter slet ikke huske selve processen, med at få tegnet skitsen, det kan virke helt autistisk. Jeg skal bare have fanget det ind, og så bagefter må jeg tage stilling til om motivet holder.       

En drivkraft er håbet om at min vision kan berige, eller stikke en kæp i hjulet på, vores verdens- og virkelighedsopfattelse.              

En målsætning kan være at folk skal kunne blive ved med at se på dette motiv og aldrig kunne løse dets visuelle gåde.  At få mulighed for at skabe eftertanke i det moderne samfund er privilegeret, selvom det er en ensrettet kommunikation. På sæt og vis interesserer tidløshed mig. Men tidløshed er for let at opnå- ens eget personlige greb skal også tale igennem, og stænk fra ens egen erfaring og samtid.       

Men jeg skitserer altså først og fremmest mit motiv frem.      

Der kan af og til opstå situationer hvor jeg styrer skitsen over i en mere bevidst retning. Altså konceptualiserer visionen, når jeg først har fået tegnet den, giver den en kritisk brod, for eksempel, og får en dobbelttydighed frem etc.             

Et godt eksempel på det er ART-figuren, som egentlig bare opstod som et billede på døden sat i scene med kunsten, indtil jeg skrev ART med rødt op ad hans ærme, hvorved han pludselig fik en helt anden betydning, og mange nye rum og tolkningsmuligheder blev åbnet på vid gab. Grunden til at jeg "pludselig" skrev ART, var fordi at "nu var det nok", så at sige, nu ville jeg lave billedet bevidst kritisk, nu ville jeg kommentere på kunstens historie og kunstens påståede død.       

Hvis du tager billedet Priests, som er med på denne udstilling, så meldte det sig fra starten som et helt færdigt billede og en "tårnende" komposition, der stod helt klar. Det bar en kritik i sig, af sig selv, kunne man sige. Men ved at finjustere hvilke religioner og præste-dragter og derfra skabe en betydningmæssig og æstetisk dynamik, havde jeg også en slags efter-bearbejdning af det billede jeg oprindelig så for det indre blik.     

Det samme med alle englene, der slås, i Jigsaw Falling Into Place. Det var også et færdigt syn- selv byerne i skyerne i baggrunden: Men een ting er at få nedfældet skitsen, en anden er den viltre dynamik, som et billede selvstændigt viser sig at indeholde, når det males op i olie, og de nuancer i farver som også kun kan opnåes i oliemalingen. Og som ikke kan forudberegnes.     

Også Den Ulykkelige mand var en klar vision fra starten, men det var lyset fra lampen ikke, eller sceneriet udenfor vinduet, heller ikke hans ansigt, hår, skjorte. Det har kun kunnet opstå ved det at blive malet frem.      

Den Romantiske Drøm og Kalla (Vision) er uden efter-bearbejdning, bevidstgørelse eller distance.                 

Fælles for alle malerier jeg laver er, at jeg så hvad jeg så, og at det endelige maleri er mit bedste bud på det jeg så.      

Men mellem skitsen og det færdige maleri ligger altså en lang malerisk proces, hvor den vision man først ser må undergå en transformation. Oliemalingen som helt konkret materiale lever sit helt eget liv. Den er vigtig at styre og IKKE at styre: At skabe malerier er en evig slalom mellem at være ubevidst og bevidst, og omvendt, det er en stor del af vejen et spørgsmål om klippeteknik (det er for mig at se kunstens dybeste hemmmelighed; at kunne sidde på det der pendul og få det til at svinge som om man var eet med det: ind af mørket, ud af lyset)      

Ude på mit atelier har jeg gemt et stort antal af de maler-klude jeg har brugt, altså tørret penslen af i, hver gang jeg har brugt en farve; de er fulde af tusindevis af malerklatter og strøg og plamager, som bevidner den palaver og de mange valg der ligger til grund for et færdigt maleri. Jeg har dem liggende som sådan en slags reminder om processen.       

Og det er skræmmende hvor mange af farverne jeg bagefter ikke kan huske hvor blev lagt på billedet, men som, da det stod på, var den vigtigste farve af alle, FARVEN!, for ellers kunne jeg ikke komme videre med billedet.       

Et maleri er færdigt den dag jeg pludselig kan se at nu er der ikke mere jeg kan gøre, at hvis jeg tilføjer så meget som et strejf mere så ødelægger jeg visionen. Et maleri er færdigt når alle form- og indholdsmæssige komponenter har fundet deres rette plads og det hele sluses op i en højere åndelig, æstetisk og dynamisk helhed. Når jeg har gjort mit bedste for at indfange den vision jeg oprindelig så, og nu kan se, at der er kommer noget endnu bedre ud af det, end jeg oprindelig havde forestillet mig.      

Note: "Vision", i samtids-kunstnerisk henseende, er ligeså undervurderet og udskældt som "inspiration", sikkert pga. de idealistiske og ideologiske kortslutninger der er sket gennem historien, og hvor netop de to begreber har været (mis)brugt: "Vision": futurisme/fascisme/kommunisme m.fl. "Inspiration": dånende kunstnermyte/romantik).       

Mit forhold til visionen bunder- udover i egne erfaringer- mere i symbolismens forhold til visioner. At de ér, som virkelighed og værk, i det øjeblik det lader sig gøre at nedfælde dem på lærredet.     

Men en vision er sfærisk. Den er nok autonom, men bundet til at ET MENNESKE har set den, og i maleriets tilfælde, udført den. Og Kunstner-individet, den skabende egoist, har jo i mange år været ugleset, specielt hvis ikke dette benyttede sig af det underforståede kodeks af seneste avantgardistiske landvindinger og signaler.     

Visionen er kun social, når den er lavet og er almen, inden da er den stærkt individualistisk. Den henvender sig ikke til den modernististiske konsensus og er derfor farlig, fordi den er ugrupperbar. Og kan have hensigter som man ikke kan gennemskue. Deriblandt at så meget er op til beskuerens EGEN fantasi og nysgerrighed.      

Men for mig, her og nu i mit liv, og som jeg er, og som lever for de øjeblikke hvor "Vision & Inspiration Aps." træder i kraft, ja, da er det skinbarlig virkelighed og bygget på egne sansninger, og helt løsrevet fra kunstens og historiens begrebslige indhegninger.          

2.note: Er en vision en illusion? Ja, måske nok, og hvor går skellet mellem en illusion og en desillusion? Malerier er at prøve visionen af, at skildre illusionen, at udfordre desillusionen. Der er tale om en form for tro på billedets magt og pragt. At når jeg har malet noget, så eksisterer det også. For jeg så det jo, og jeg kan - nogenlunde-synliggøre det.       

På den måde er der tale om en produktion af mod-billeder til et liv og en virkelighed som kan virke desillusionerende illusionsløst.    

 

 

2) Motivation: Hvad er din drivkraft for at arbejde med maleriet? Nævn de afgørende inspirationskilder til dit kunstneriske arbejde, gerne i alle dets facetter – både maleriet og evt. andre udtryksformer du benytter.      

Min drivkraft for at arbejde med maleriet er at når jeg får disse billeder inde i hovedet så er det det eneste sted de kan forløses. Jeg har min egen måde at tegne og male på- et sted skal det jo ud. Da jeg var ung tegnede jeg for satiremagasinet MAD (eng.: "skør, gal"), men kunne ikke holde ud kun at være morsom; jeg ville have filosofisk, kritisk, poetisk dybde, og det kunne den frie kunst give mig, og dermed også maleriet.      

Jeg ser mine maleri-serier som en slags visuelle albums, albums forstået som vi kender dem fra musik-verden. Kompositioner med en overordnet sammenhængende tematik, men hvor det også er meget vigtigt at hvert maleri fungerer for sig selv. Som sit eget stykke musik. Malerierne komplementerer hinanden: ud af det ene opstår det andet, og deraf det tredje som åbner op for det fjerde, indtil der ikke er mere at byde på og så stopper det bare.            

Jeg har forlængst gjort op med mig selv at jeg ikke vil fravælge det at sætte malerier og billeder i denne verden, trods alle dogmer, doktriner, moder, forbud, høj- eller lavkonjunkturer. Hvis jeg selv synes at det jeg ser holder, så maler jeg det. Og hvis jeg vil bruge humor, eller lige pludselig benytte mig af et helt andet medie, fordi det bedre fanger essensen, så gør jeg også det.      

En anden ting jeg elsker ved maleriet er at det er så ekstremt afslørende et kunstnerisk medie, ganske enkelt. Det er en god sat-på-spidsen-opfindelse, som det er meget få forundt at beherske: Det i sig selv er udfordrende! For dem der kan tegne og male er det jo det store afslørende område: Har du noget på hjerte? Kan du indfange det? Kan du formidle det? Og kan du forstå at være stille eller abstrakt eller poetisk tyst som graven, når det er det der er påkrævet, for at motivet ikke skal tabe sin egen kraft. Men også: Har du en ekstra energi, et anderledes swung end nogen andre? Eller har du det hele i kæften og i networkingen?     

Helt basalt: Har du dit eget kunstneriske GREB? For det er nemlig dét, der udgør kunsten.      

Som billedkunstner, og poet, samler jeg på øjeblikke i min hverdag: sansninger, nuancer, iagttagelser m.m. Disse ligger så og ulmer og afgiver betydning, og på et tidspunkt opstår en situation på ens vej gennem livet, hvor et af disse øjeblikke helt naturligt synker i eet med noget man oplever i en given situation. Koblet med et underbevidst traume fra barndommen, f.eks, eller et ideal fra ungdommen, et forlis fra voksendommen eller noget helt fjerde, opstår et motiv.        

Når jeg fotograferer kan jeg fange et nu, maleriet ikke kan hamle op med og hvor det handler om øjeblikkets poesi, lige nu og her. Disse situationer kan også inspirere digteren i mig.     

Når jeg laver en video er det som at sætte bevægelse på et filmet maleri, strakt ud i bevægelig tid og med mulighed for at klippe symboler ind i.      

Når jeg laver en installation er det oftest en form for "poetisk og kunstnerisk brainstorm", hvor jeg laver en "malerisk komposition", men med helt konkrete komponenter. Ofte som en slags erfaringens slagger fra mit arbejde med maleriet og digtningen.      

Når jeg laver objekter eller skulpturer er det som at lave et maleri i 3-d, og hvor komposition og indhold skal hænge sammen, lige meget fra hvilken vinkel du ser dem.     

Med digtene er det sådan at det jeg ikke kan skrive, kan jeg male og det jeg ikke kan male, kan jeg skrive. 

        

3) Dit forhold til maleriets tradition: Er traditionen en byrde eller en gave? Hvorfor? Og hvorfor blomstrer maleriet i disse år?     

Jeg har det ikke godt med nogen form for autoritet. Hverken traditionen, eller dens modpol: avantgarden. At lave kunst er for mig en hyldest til det frie udtryk, det frie individ og til friheden.      

Jeg er sådan set enig i at man ud fra sin samtid skal nedbryde traditionelle dogmer og værdier og, i kunstens navn, slå nye veje frem, ind i ny indsigt. Men dels mener jeg at disse nybrud skal gøres ud fra en selv, ens kunstneriske greb og egne erfaringer, og ikke en stil der dikteres af "tids-ånd", og dels mener jeg det kan gøres udenom de modernistiske principper. Det er ihvertfald en kunstnerisk udfordring, og det er jo netop sådanne man søger som kunstner!    

Jeg er "figurativ modernist", hvilket er en modsætning (lige så meget som en målsætning). Jeg bruger BÅDE af fortiden, nutiden, samtiden og fremtiden. Ikke kun af klassikken, eller af modernismen: Jeg vil gerne indføre det figurative i modernismen, og modernismen i det figurative, evt. med en ny og anderledes klangbund i det man, af mangel på bedre, kalder "det tegneserie-inspirerede" (jeg er i min streg ikke inspireret af tegneserier, men af satire-tegninger), men også i forhold til det at bruge mange medier og skabe en bro over kløften mellem det klassiske og avantgarden.      

For mig blomstrer maleriet hele tiden, det har aldrig været dødt og hvis det for yngre malere har en revival i disse år er det meget naturligt, for på lærredet kan du fastholde et liv og en virkelighed der snurer forrygende om sin egen akse. At male et maleri er som at lande på et hangarskib. At det så er forladt når du træder ud af din maskine, er en anden sag. Og du skal også selv lette igen.  

 

 

4) Intervention: Hvis du møder et menneske, der ikke kender noget til kunst, og vil åbne en dør for vedkommende, hvilke tre kunstnere/værker vil du så pege på? Nævn tre væsentlige kunstmuseer/samlinger/haller i verden, og begrund det.     

Den ene dag er det J.F.Willumsen, Edward Hopper, Henri Magritte, der inspirerer og betyder mest. Den næste dag er det Gustav Klimt,  Gerhard Richter, Jeff Koons. Den tredje Otto Bache, Carl Bloch, Harald Engman. Den fjerde George Grosz, Otto Dix og Ernst Barlach. Den femte Umberto Boccioni, El Lissitsky, Mark Rothko. Den sjette Franz Messerschmidt, Thomas Wilfred og den franske plakatkunstner Cassandre. Den syvende er det Leonardo da Vinci, Donald Judd og den amerikanske kult-tegner Wallace Wood. Den ottende Oluf Høst, Arne Haugen Sørensen, Michael Kvium. Den niende Tamara de Lempicka, Franz Kline og Matthew Barney. Den tiende er det de danske tegnere Arne Ungermann, Ib Andersen og Bo Bojesen. Den ellevte Svend Hammershøi, Thomas Hart Benton og Christian Schad. Den ellevte er det Lorenz Frölich, J.Th.Lundbye og Louis Moe : Kunst er ikke for fastholdere, slet ikke når man selv er udøvende. Jeg søger efter den inspirerende gnist hos andre kunstnere, men den gnist ændrer sig fra dag til dag, fra værk til værk. Top tre skifter fra tid til anden.     Ikke desto mindre tror jeg faktisk godt at ovenstående meget godt opridser hvilken type kunst der siger mig noget.      

Jeg vil ikke nævne tre væsentlige kunstmuseer, samlinger eller haller i verden, ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg nærer en dyb mistro til kunsthistoriens- og institutionernes opportunistiske forvaltning af kunsten og dens essens. Der er ingen museer der lever op til mine idealer om formidling, og præsentation af, kunst. Ganske enkelt- så meget betyder kunstens historie for mig. 

                  

5) Fremtiden: Hvad forventer du af og om kunsten i fremtiden?          

Intet overhovedet. Er der noget jeg har lært ved at bevæge mig i kunstens verden, er det at det dummeste man kan have er at have forventninger til kunsten, fordi kunstens opgave er at skuffe forventninger. At opbygge åndelige og æstetiske og betydningsmæssige alternativer, som ingen kunne forudberegne. Det bedste man kan gøre er at forholde sig åben overfor og distinkt kritisk til hvad der nu måtte dukke op. Så feltet er helt åbent og det er jo netop det der er meningen; det frie individ og udtryk, der møder hinanden.  

 

Martin Bigum, København, 10.10.2009 

 

 

Maleriet foroven: Martin Bigum: Jigsaw Falling Into Place, 2008-09.

Olie på lærred, 200 x 240 cm (udsnit)

Privateje