Figuren i fokus

Figuren i fokus

Caillebottes impressionistiske malerier vidner om en stor interesse for den menneskelige figur og især manden var et yndet motiv. Caillebotte var ene om at præsentere mandlige arbejdere på så monumental vis, mens kvindelige arbejdere som vaskekoner, prostituerede og modister blev skildret af Degas og af forfattere som Huysmans og Zola. På udstillingen vises både billeder af bygningsmalere i de moderne parisiske gader, hårdtarbejdende gulvafhøvlere samt roere og sportsmænd med stråhat og svulmende armmuskler.

I de talrige skitser, han tegnede forud for malerierne, som der også vises eksempler på i udstillingen, kan man følge hans arbejde med at skildre de arbejdende mænds fysik. Der er studier med en nøje gengivelse af brugen af de forskellige redskaber såvel som af hænder, der er tydeligt mærket af det hårde arbejde. På den anden side synes Caillebotte at være opmærksom på figurernes rolle i opbygningen af billedrummet, og han vier en særlig interesse for rytmen i de arbejdende mænds kroppe og studerer forholdet mellem de udstrakte og mere komprimerede stillinger.

Caillebotte arbejdede også med forholdet mellem kønnene i flere af sine interiørskildringer. F.eks. vakte maleriet Interiør, læsende kvinde fra 1880 stor forargelse, da det blev udstillet på den 5. impressionistudstilling. Kritikken rettede sig særligt mod perspektivet og den måde, hvorpå Caillebotte herved formår at vende kønsrollerne om. Mens kvinden får en dominerende plads i billedet, kommer manden til at synes lille og passiv. Kritikerne beskrev ham som mikroskopisk og som en dukke, og de mente, at Caillebotte herved beskrev det borgerlige ægteskabs dysfunktion. Ligeledes i Portræt af Madame X fra 1878 synes omdrejningspunktet at være relationen mellem manden og kvinden.

 

Læsende kvinde

Interiør, læsende kvinde, 1880

Ordrupgaard     Vilvordevej 110     2920   Charlottenlund     Telefon: 39 64 11 83     Fax: 39 64 10 05     Mail: ordrupgaard@ordrupgaard.dk     Kolofon & C