Finn Juhl - rum og indretning
Finn Juhl designede interiører til i alt 33 SAS-kontorer rundt om i verden, samt interiøret til SAS’ DC-8 fly.
Finn Juhls første større indretningsopgave var Bing & Grøndahls butik på Amagertorv på Strøget i København. Det specielle ved denne butik var, at varerne var placeret på hylder, i montrer og på borde rundt omkring i butikken, hvilket gjorde at butikken mere lignede et udstillingsrum, end en butik. Materialer og lyssætning blev nøje overvejet. Eksempelvis blev teaktræet til hylder og borde olieret og ikke lakeret, hvorved det fremstod med en mat og blød overflade, som kontrast til det kølige og hårde porcelæn.
Finn Juhl stod også for indretningen i Georg Jensen-butikker rundt om i verden bl.a. i Toronto og på New Bond Street i London, samt flere udstillingspavilloner for dansk design.
Finn Juhls største indretningsopgave blev totalindretningen af Formynderskabsrådets sal i FN’s hovedkvarter i New York i 1950-1952. Med dette projekt høstede Finn Juhl stor anerkendelse på et internationalt plan.
Finn Juhl samlede sit syn på indretning i den lille bog “Hjemmets Indretning”. I praksis eksperimenterede han med idéerne i sit eget funktionelle og smukke hjem på Kratvænget 15. Her indrettede han sig med moderne kunst og kunsthåndværk udført af kunstnere som Vilhelm Lundstøm, Egill Jacobsen, Richard Mortensen, Erik og Anna Thommesen, foruden selvfølgeligt sine egne møbler. Finn Juhl mente, at den moderne tids frie former og farver i kunst og kunsthåndværk var en uadskillelig del af det moderne hjems indretning.
Læs mere om Finn Juhl på www.finnjuhl.com