Finn Juhls hus
Finn Juhls eget hus på Kratvænget 15 er et skoleeksempel på, hvad Finn Juhl står for som arkitekt og møbeldesigner. Huset blev bygget i 1942, og ligger placeret i landlige omgivelser på en 1700 m² grund, der støder op til Ordrupgaards park. I dag er der indgang fra Vilvordevej 110.
Huset består af to blokke, der ligger i en ret vinkel. I den ene ligger den store dagligstue og et mindre arbejdsværelse, og i den anden køkken, spisestue, værelser og badeværelse. De to blokke er samlet af en entré og en havestue, der åbner op ud mod haven. Huset er et tidligt eksempel på et hus med en åben grundplan med et karakteristisk udsyn mellem rummene. Selvom hvert enkelt rum har sin egen tydelige funktion, er der altid kig fra det ene rum til det næste, når man går gennem huset, og fra alle vinkler er der kig ud til haven. Lofterne er malet i forskellige farver, bl.a. i en smuk lysegul, som Finn Juhls selv mente havde karakter af en teltdug, som lyset skinner igennem. Huset er bygget af mursten, der er pudset i en grå-hvid nuance, som giver facaden en mat og blød effekt. Huset fremstår herved lysende og let på baggrund af den mørke skovbeplantning.
Finn Juhl udviklede arkitekturen indefra og ud. Facaderne var sekundære i forhold til de indre rum, men samtidigt skulle der være balance mellem vægflader, døre og vinduer. Finn Juhl havde en excellent sans for, hvordan rummene skulle interagere med hinanden, og på hvordan lysindfaldet skulle fungere. Også samspillet mellem husets rum og dets ydre omgivelser, haven og skoven, var af stor betydning.
Haven blev designet og anlagt af landskabsarkitekt Troels Erstad.