Nu åbner japansk kopi af Finn Juhls hjem
På Finn Juhls 100 års fødselsdag blev den japanske kopi af Juhls private gentoftehjem taget i brug. En japansk møbelproducent og Finn Juhl-entusiast står bag.
Japanerne kopierer gerne; også den danske kulturarvs perler. Nu er turen kommet til den danske arkitekt Finn Juhls eget hus fra 1942. ”Det var som at stå i huset på Kratvænget, da solen stod lavt ind af de store vinduer i stuen”, fortæller arkitekt Mogens Sehested, der som konsulent har fulgt skabelsesprocessen helt tæt på mange byggemøder i provinsbyen Takayama i Japan. Her opføres 1:1 kopien af Finn Juhls private hjem på Kratvænget i Gentofte af den japanske møbelmand Kiyofumi Tanaka.
Japansk respekt for Juhls værk
Udfordringer har der været nok af for Sehested og japanerne. Historisk korrekte dørhåndtag, granbrædder i den rigtige bredde, nøjagtig de samme farver på vægge, døre og lofter, badeværelsesfliser med runde hjørner magen til de originale. Drevet af respekt for Finn Juhls oprindelige værk og med traditionel japansk perfektion har folkene bag huset fået en kopi, der ligner til forveksling.
”Det oprindelige hus havde skodder for alle vinduer. Det har kopien også. Japanerne er gået til værks med omhu og veneration og blik for den mindste detalje” forklarer Mogens Sehested om det japanske Juhl-hus, der i det ydre fremtræder som det oprindelige hus.
Dansk godkendelse af japansk kopi
Manden bag den japanske 1:1 kopi af Finn Juhls hjem er møbelproducenten Kiyofumi Tanaka med firmaet Kitani. Tanaka har fået tilladelse til projektet af Wilhelm Hansen Fonden, der vogter arven efter Finn Juhl. Derfor var repræsentanter for fonden og en række danskere og japanere med interesse for Finn Juhl til stede, da huset åbnede mandag den 30. januar; dagen, hvor Finn Juhl ville været fyldt 100 år.
Følg med på Danmarks Radio, der sender indslag om husene i Japan og i Gentofte torsdag den 26. januar på P1 Morgen og mandag den 30. januar kl. ca. 12:45 i KulturNyt P1, samt i Levende Lørdag på P4 lørdag den 28. januar.