Salonen

Udstillingsstedet Salonen (Le Salon) fik dette navn fordi den oprindeligt blev afholdt i slottet Louvres Salon Carré. Den blev oprettet i slutningen af 1600-tallet som officielt udstillingssted for medlemmer af Kunstakademiet i Paris, men i 1789 indførtes der en censurkomité, der også gav andre kunstnere mulighed for at udstille.
Salonen var i lang tid det eneste sted kunstnerne kunne vise deres værker frem for offentligheden. Den afholdtes årligt eller hvert andet år og tiltrak et stort publikum. Her kunne kunstnerne få opmærksomhed og mulighed for at sælge deres værker. Fra midten af 1800-tallet dannede der sig forskellige modreaktioner overfor Salonen som institution. Den blev opfattet som mere og mere konservativ og ude af stand til at inddrage nyere retninger indenfor malerkunsten.

Da det var kunstnernes eneste udstillingsmulighed og tilmed et censureret foretagende, var det forbundet med prestige at deltage. Der findes utallige anekdoter om kunstnere, der blev uretfærdigt vraget af komitéen, og som ikke fik lov til at få værker hængt op. I opposition til denne situation markerede kunstneren Gustave Courbet sig i 1855 ved at opføre sin egen "Pavillon du Realisme"  (Realismens Pavillion) udenfor Salonen. Her kunne han vise de værker, salonkomitéen havde vraget. I 1863 appellerede et stort antal afviste kunstnere til kejser Napoleon III om hjælp. Han iværksatte derfor en "Salon des Réfusés" (Salon for de afviste) uden censurkomité. Courbet og nu også Édouard Manet opførte i 1867 deres egne uafhængige udstillingslokaler ved indgangen til Verdensudstillingen i Paris. Bevægelsen væk fra Salonen tog rigtig fart i 1874 med afholdelsen af den første impressionistudstilling i et atelier ejet af fotografen Nadar (1820-1910) på Boulevard des Capucines.

Salonen har også lagt navn til begrebet "salonmaleri", som oftest dækker meget bredt over de malerier der var accepterede og som gik igennem censuren i samtiden. Hvor det impressionistiske maleri i samtiden af mange blev opfattet som problematisk og dårligt malet, har holdningen interessant nok ændret sig igennem 1900-tallet, så impressionismen nu betragtes som "rigtig – og smuk", mens ordet "salonmaleri" til gengæld har fået en negativ klang og opfattes som kitsch.
Billedet Venus’ fødsel fra 1863 af Alexandre Cabanel (1823-1889) er et af de malerier, der næsten altid bruges som et typisk eksempel på et salonmaleri. Det blev udstillet samme år som Manets Frokost i det grønne (Salon des Réfusés) og blev – modsat Manets – straks accepteret på den traditionelle salon og her købt af Napoléon III. Venus’ fødsel er en slags erotisk drømmebillede udenfor tid og sted med en form for sensualitet, der faldt fuldkommen i samtidens smag, men som for en nutidig betragter har en mere tvetydig karakter. Det bærer tilsyneladende ikke på nogen moderne tvivl som Manets billede, men det udstiller i høj grad, hvorledes billedverdenen ofte er et stærkt begærsfelt.