Claude Monet (1840-1926)

I midten af 1860’erne malede Monet flere billeder i Fontainebleau-skoven ved vejen til Chailly. Han brugte bl.a. stedet som inspiration til det monumentale billede Frokost i det grønne, der oprindeligt målte ca. 4,5 x 6 meter. Billedet blev ikke udstillet og findes kun delvis bevaret i dag. Monet efterlod det som en slags pant i sin husværts kælder, her blev det beskadiget af fugt, og han følte sig nødsaget til at skære lærredet op.

Her ses også Monets forgænger Manets berømte billede Frokost i det grønne fra 1863. Billedet vakte stor furore på Salonen og Manet fik status som avantgardist. Monet forsøgte tydeligvis at overgå Manet ved at markere sig med et monumentalt anlagt stykke, der også udfordrede traditionen.